I dag findes der mange måder at være spejder på og en spejder er ikke nødvendigvis pigen eller drengen der kender skoven ud og ind. I dag fokuseres der også på Urban Scouting hvor unge i byerne kan opnå færdigheder i et miljø med færre og mindre skove. Det vigtige er ikke stedet men metodikken og tilgangen til det at være spejder
Tonkawa-stammen bruger primært naturområdet på Åsen, Fruens plantage og området ved søerne i Rønnebæk. Det er store områder med både kuperet terræn, skov, vand og bålhytter.
I de områder søger vi at skabe modige børn og unge dvs. unge mennesker der både tør fejle og opnå succesoplevelser sammen med andre unge, når de løser opgaver der ligge langt fra dagligdagen der hjemme.
Som spejder udvikler man sig hele tiden og fokus ligger i høj grad på at gruppen kan rigtig meget, hvis man hjælper og støtter hinanden. Det er svært at bygge et tårn af rafter uden hjælp fra kammeraterne. Det hjælper også at have en spejderkammerat i teltet når man som mikrospejder skal på tur første gang
Som spejder bruger vi tid på at lære at bygge ting med rafter og besnøringer. Vi lærer at bruge kniv og værktøj sikkert. Vi lærer at læse en opskrift og få produceret vores mad. Vi lærer om hygiejne og førstehjælp. Vi laver bål der passer til opgaven og omgivelserne. Vi lærer at finde vej ved hjælp af kort og kompas og vi lærer at slå et telt op
Vi lærer også hvor vigtigt det er at være en god kammerat der hjælper en spejdermakker, for det der er ligetil for en spejder, kan være umådelig svært for en anden, og omvendt. Vi arbejder hele tiden på at "spille hinanden stærke"
Det kræver ikke en speciel fysik at være spejder. Alle normalt aktive børn og unge kan deltage. Tilsvarende kræver det ikke specielle færdigheder blot en lyst til at lære nyt på en anderledes måde, ude i det fri.
Sidst men ikke mindst har både børn og voksne det rigtig sjovt sammen med hinanden og finder stor glæde ved naturen.